Willy moedte op til Arnes foedselsdag med papnaese. "De har snydt naesen paa mig," svarede han naar folk spurgte. Det var vel ogsaa i grunden sandt. Han havde ingen naese mere og ingen turde spoerge, hvad der var sket med den. Han skulle egentlig have en erstatning fra hospitalet, men den lavede endnu stoerre huller i ansigtet, saa den skulle foerst rettes til. Saa maatte han jo lave en selv og sad nu med tape langt op i panden. Med brillerne paa lignede det noget han havde koebt nede i spoeg og skaemt.

Da han saa holdt talen og var naaet til anekdoten, om dengang de var paa motorcykler gennem Europa og blev anholdt i Polen i gang med at ordne et par ludere, havde sveden paa panden efterhaanden faaet loesnet tapen saa meget at papnaesen med et faldt paa bordet. De forfaerdede gaester blev indenfor korte sekunder suget ind i det sorte hul hvor Willys naeseben, brusk og hud skulle have siddet, og Willy stod tilbage i et tomt festlokale med mad paa bordene, rigeligt i glassene og roegen stadig haengende i luften.